Det er i år blevet til 5 nye UL piloter i Holstebro Flyveklub. Vi har p.t. 5 aktive grundskolingselever, og Savannah’en har fløjet godt 50 skolingstimer i år alene. Så det går strygende – eller flyvende!
I weekenden den 8-9. juni var vi vært for DULFUs årlige instruktørseminar for eksisterende UL instruktører. Der var ca. 25 deltagere, og en del af den praktiske træning var spin-øvelser. Vi havde Puchacz oppe fra Arnborg, og heldigvis blev det vejr til øvelserne søndag eftermiddag. En stor tak til hjælperne fra klubben – I var med til at få det hele til at ‘svæve’.
Vi er lige nu to UL instruktører i klubben, Erik og undertegnede. Vi har begge PFT rettighed, så står du og mangler dit PFT (eller mangler du timer sidste 12 mdr. og har brug for et PFT for at få rettighed som fartøjschef), så tag bare fat i én af os. Eller har du bare brug for en ‘bi-sidder’, mens du lige banker rusten af, så flyver vi gerne med et par runder i højre sæde til du føler dig sikker igen. Better safe than sorry!
Vejret har været lidt på tværs den seneste tid, men så snart det bedres kører vi på med skolingen. Jeg ser frem til at i hvert fald Kurt, Lasse, og Mogens bliver færdige her hen over sommeren. Ring til mig, hvis du synes vejret ser godt ud og du har tid. Der er nogle gode lange aftener med sen solgengang, hvor vi kan skole.
Vi fik ved fælles hjælp lavet service på Savannah’en for et par uger siden og både motor og flyvetilladelse går nu til ca. 790 tachotimer. Se altid efter i rejsedagbogen og på flyvetilladelsen, – det er i sidste ende fartøjschefen som er ansvarlig. Stor tak for hjælpen til Erik, Kurt, Lisette, og Mogens for hjælp med serviceeftersynet.
Og så lige lidt om hangaren. Der er efterhånden trængsel, og det betyder at der er utroligt vigtigt med ud- og indpakning af flyene. Jeg har selv for nyligt været medvirkende til en skade på Eurofoxen, så det kan ske for selv erfarne folk. Gå altid en ekstra gang rundt om flyveren før du trækker ud og skubber ind, og vær 110% sikker på at der er plads. Er der andre medlemmer tilstede, så spørg om hjælp – 4 øjne ser bedre end 2. Skulle skaden ske, så sig det – det er menneskeligt at fejle, og vi vil hellere være ærlige end risikere at der flyves med en skade som ikke blev bemærket ved DT. Jeg er fortsat levende, og jeg har selv et par parkeringsskader på kappen.
Kom ud og flyv i vores Savannah – det er et godt fly og kan sagtens trække nogle flere privattimer. Husk også at vaske flyet inden det sættes (forsigtigt) i hangar. Krop og vinger skal vaskes med vand (gerne med autoshampoo) og børste/svamp. Ruderne (plexiglas) må kun vaskes med et helt rent vaskeskind, og skal tørres efter med opvredet vaskeskind så der ikke kommer kalkpletter. En gang i mellem skal der bruges Plexus – véd du ikke hvad det er, eller hvordan det bruges, så spørg mig, eller en svæveflyver.
Happy Landings,
Jens